Hvorfor fotograferer jeg familier - og hvorfor sådan?


Jeg fotograferer hjemme i familien, men som man fotograferer til avisen: Jeg ændrer ikke på noget, jeg stiller ikke noget op, jeg bruger min viden om teknik, komposition og lys til at dokumentere dét, der er. 

Jeg laver traditionel fotojournalistik med andre ord. Hvorfor gør jeg det? 

Det er dybt personligt. Virkelig hjerteblod:

Jeg tror inderligt på, at vi lever i et samfund, hvor der er alt for meget fokus på de gale ting. 

Vi lærer, at vores værdi som menneske bliver vejet i forhold til, om vi er rige nok, pæne nok, kloge nok, har de rigtige job, det rigtige hus, de rigtige venner, den rigtige bil. 

Vi ser det overalt, i sociale medier, blade, fjernsynet, reklamer: En konstant billedstorm, der fortæller en samlet historie om, hvad det vil sige at være menneske. Det er et glinsende glasbillede, en spejlblank overflade, et umuligt ideal, designet til at man aldrig når det.

Men. 

Intet menneskes værd ligger i ydre ting.  

Vi kan gøre noget andet

Jeg tror på, det er på høje tid, vi trækker i den anden retning. At vi ser os omkring og husker, at alt faktisk er ok, præcis som det er. Og ikke bare ok. Men faktisk helt ubegribeligt, utroligt mirakuløst.

Tænk over det: Er du bange for, om du har et sted at sove i nat? Er du i fare lige nu? Ved du, at du kan få mad, hvis du bliver sulten? Eller det helt nære: Virker din krop sådan nogenlunde? Kommer der rent vand ud af din hane, når du bare skruer på den fikse dims ved siden af den? Er det ikke vildt?

Det er ikke for at skamme nogen ud, at jeg nævner de her ting.

Det er for at ruske os ud af vanetænkningen - for den er bundet af stærke kræfter. Nogle mener, den er så stærk, fordi samfundet falder sammen, hvis alle pludselig vågnede op, og besluttede alt faktisk var ok, som det var. Det tror jeg nu ikke, vi skal være bange for, der er simpelthen for få af os, der tager skridtet til at stemple helt ud og gøre noget andet :) 

Med andre ord: Der er ingen grund til at fotografere andet, end dét, der er. For dét, der er - det er ret fuldstændigt fantastisk.

*

Jeg har selv taget skridtet fuldt ud i mit eget liv, og givet slip på alle statussymboler - selv på at have et hjem med fire vægge. Men nu behøver alle jo ikke gå til ekstremer, som jeg, mindre kan også gøre det. For eksempel bare at tage et enkelt øjeblik til at se sig omkring, hvor du bor. Se på dine mennesker. Er de ikke værd at fejre præcis som de er? 

*

Det er ikke fordi jeg er imod livets store mærkedage - eller imod at fotografere livets store mærkedage. Selv bryllupper kan faktisk fotograferes fotojournalistisk, hvor man fanger mere, end det, der 'bare' er pænt. Hvor man vælger at dokumentere menneskerne lidt bag den pæne facade.

Det, jeg siger, er: Alle minutterne imellem de store begivenheder bliver glemt, og det er der, vi faktisk lever vores dage. 

Og i mine øjne ligger der så stor skønhed lige midt i hverdagen. For det er ægte. Rå. Hårdt. Sjovt. 

Lad os fejre det. Lad os fejre jer!

Derfor fotograferer jeg sådan. Det er ikke 'bare' en stil eller en metode. Det er en dybt personlig overbevisning:

Jeg vil ikke bare have den pæne overflade. Jeg vil have det virkelig liv nedenunder. Og det virkelige liv er noget rod, det er beskidt, der er folk, der råber, folk, der dør, og nye små mennesker, der fødes. 

Det er så smukt og så vildt og så stort. 

Og det fortjener at blive behandlet som det dybe mirakel, det er.

Derfor ændrer jeg intet, når jeg fotograferer. Jeg viser jer jeres verden - som den er, ikke som jeg har pillet den til at være. Det er en af de vigtigste principper i fotojournalistik: Vi fotograferer virkeligheden. Ikke et opstillet glansbillede.

Faktisk ser jeg det som en hemmelig lille modstandbevægelse :) En enormt hyggelig lille kamp mod det store samfunds endeløse forsøg på at putte os ned i små kasser, så vi alle bliver ens og ikke råber for højt. 

*

Det er klart, at fotojournalistisk familiefotografering ikke bliver optaget som FN resolution, der ændrer verden.

Men.

Børnene kigger. Og de ser de signaler, vi sender dem, om vi er bevidste om det eller ej. Gennem fotojournalistisk familiefotografering ændrer I helt konkret deres verden, selvom det måske føles som bare en lille ting:

Ved at fejre hverdagen så tydeligt som at invitere en fotograf hele vejen hjem - og ved simpelthen billederne op på væggen bagefter, sender I et enormt vigtig besked om, at børnene er ok. Præcis som de er.

Måske endda jeres egen verden også gennem at blive mindet om, hvor stort, det er, at I bor lige der, midt i jeres familie.

Det er derfor jeg fotograferer familier, og det er derfor jeg fotograferer fotojournalistisk. Vi ændrer et lille hjørne af verden sammen, og det giver mening på et plan, der siver ud til alt det andet, for det minder os om, hvad der er vigtigt på vores lille planet.

*

Det er derfor det gennegående motto for mit arbejde med fotojournalistik i familien er dét her: 

Det er i hverdagen, kærligheden bor.





Using Format