Hvorfor fotograferer jeg familier - og hvorfor sådan?

Jeg fotograferer hjemme i familien, men som man fotograferer til avisen: Jeg ændrer ikke på noget, jeg stiller ikke noget op, jeg bruger min viden om teknik, komposition og lys til at dokumentere dét, der er. 

Jeg laver traditionel fotojournalistik med andre ord. Hvorfor gør jeg det? 

Det er dybt personligt. Virkelig hjerteblod:

Jeg tror inderligt på, at vi lever i et samfund, hvor der er alt for meget fokus på de gale ting. 

Vi lærer, at vores værdi som menneske bliver vejet i forhold til, om vi er rige nok, pæne nok, kloge nok, har de rigtige job, det rigtige hus, de rigtige venner, den rigtige bil. 

Vi ser det overalt, i sociale medier, blade, fjernsynet, reklamer: En konstant billedstorm, der fortæller en samlet historie om, hvad det vil sige at være menneske. Det er et glinsende glasbillede, en spejlblank overflade, et umuligt ideal, designet til at man aldrig når det.

Men. 

Intet menneskes værd ligger i ydre ting.  

Vi kan gøre noget andet

Jeg tror på, det er på høje tid, vi trækker i den anden retning. At vi ser os omkring og husker, at alt faktisk er ok, præcis som det er. Og ikke bare ok. Men faktisk helt ubegribeligt, utroligt mirakuløst.

Tænk over det: Er du bange for, om du har et sted at sove i nat? Er du i fare lige nu? Ved du, at du kan få mad, hvis du bliver sulten? Eller det helt nære: Virker din krop sådan nogenlunde? Kommer der rent vand ud af din hane, når du bare skruer på den fikse dims ved siden af den? Er det ikke vildt?

Det er ikke for at skamme nogen ud, at jeg nævner de her ting.

Det er for at ruske os ud af vanetænkningen - for den er bundet af stærke kræfter. Nogle mener, den er så stærk, fordi samfundet falder sammen, hvis alle pludselig vågnede op, og besluttede alt faktisk var ok, som det var. Det tror jeg nu ikke, vi skal være bange for, der er simpelthen for få af os, der tager skridtet til at stemple helt ud og gøre noget andet :)

Med andre ord: Der er ingen grund til at fotografere andet, end dét, der er. For dét, der er - det er ret fuldstændigt fantastisk.

*

Jeg har selv taget skridtet fuldt ud i mit eget liv, og givet slip på alle statussymboler - selv på at have et hjem med fire vægge. Men nu behøver alle jo ikke gå til ekstremer, som jeg, mindre kan også gøre det. 

*

Vælger man den her måde at fotografere familien på, tager man med andre ord stilling til nogle ret fundamentale ting, livs-ting: Hvad er vigtigt? Hvad vil jeg gerne vise mine børn er vigtigt? 

Overflade? Eller indhold? 

Den vigtigste opgave i fotojournalistik har altid været at stille spørgsmålet, ikke give svaret. 

Så jeg er selvfølgelig på INGEN måde imod andre måder at fotografere på. Og jeg er bestemt ikke imod at fotografere livets store mærkedage! Også bryllupper og barnedåbe - fødselsdage og familiekomsammener - kan fotograferes fotojournalistisk.

Pointen er hvor man vil hen med det. Hvad man vil sige. 

Så hvis du har ledt efter billeder, der fortæller dybere historier end bare at vise, hvordan folk så ud den dag - så er du landet rette sted.

*

Men helst: Husk hverdagen.

Det, jeg siger, er: Alle minutterne imellem de store begivenheder bliver glemt, og det er der, vi faktisk lever vores dage.

Og i mine øjne ligger der så stor skønhed lige midt i hverdagen. For det er ægte. Rå. Hårdt. Sjovt.

Lad os fejre det. Lad os fejre jer.

Derfor fotograferer jeg sådan. Det er ikke 'bare' en stil eller en metode. Det er en dybt personlig overbevisning. Det giver dig tryghed i, at det her er arbejde, der går i dybden.


Using Format